Hoteller. Overnatning. Hotel.dk

HOTELLER I AALBORG

AAL

Nyd et hotelophold i Aalborg

Book hotel i Europas lykkeligste by

Danmarks 4. største by Aalborg er smukt beliggende lige ved Limfjorden. Den nordjyske by betegnes som en hyggelig storby.


Moderne arkitektur på havnefronten

Havnefronten i Aalborg har gennemgået en utrolig udvikling og er blevet et spændende område med arkitektur i verdensklasse.


Udvalgte hoteller i Aalborg

Seværdigheder & aktiviteter i Aalborg:

Kunst og Kultur

Aalborg er gennem årene gået fra at være en industriby til at være en videns- og kulturby. Og netop dette er, hvad Utzon Centeret tilbyder, et center for eksperimenterende kultur og viden, placeret på havnefronten og tegnet af den verdenskendte arkitekt Jørn Utzon og hans søn Kim Utzon. Utzon Centeret blev Jørn Utzons sidste værk, inden hans død i 2008. Også Musikkens hus er et af de nye spændende arkitektoniske tiltag på havnefronten.


Kunsten – Museum of Modern Art er en arkitektonisk perle, tegnet af den verdenskendte finske arkitekt Alvar Aalto. Her finder man en imponerende samling af moderne- og samtidskunst, og her vil også være skiftende udstillinger af både danske og udenlansdske kunstnere.


Det gamle kraftvarmeværk Nordkraft var tidligere en af byens mastodonter. I dag er det centrum for kulturelle begivenheder, både i form af koncerter, teater og kunstudstillinger, til stor glæde for både borgere og turister.


Som et af Aalborgs vartegn hæver Aalborgtårnet sig over byen, og giver sine besøgende en uovertruffen 360 grader udsigt over Aalborg. Tag elevatoren, som er placeret udenpå tårnet, og er en oplevelse i sig selv, de 55 meter op, og nyd evetuelt et let måltid mad i tårnets egen bistro.


På Aalborg Historiske Museum vil der være oplevelser for hele familien. Oplev byens mere end 1200 år gamle historie og dens udvikling fra at være en handelsplads i 800-tallet, videre til vikingetiden, middelalderen og frem til vor tid. Her vil være fund fra udgravninger, Aalborgstuen fra 1602 med et smukt bevaret remæssance interiør og en udstilling om livet på byens fabrikker, da Aalborg var en blomstrende industriby.


I børnehøjde

Med mere end 100 forskellige eksotiske dyr, byder Aalborg Zoo, 363 dage om året, velkommen til en dyrepark, hvor dyrenes trivsel er i højsæde, og hvor man lægger stor vægt på kampen for at bevare truede dyrearter. Her kan man, som den eneste zoo i Danmark, prale af at have både en afrikansk elefant, en asiatisk løve og en orangutang fra Borneo, som beboer.


Tag på familieudflugt og medbring gerne hunden, som er mere end velkommen, når bare den er i snor, og nyd en dag med lærerige oplevelser for hele familien.


Aalborg på vandet

Er man til action og vand, så er Aalborg Cable Park stedet at besøge. Her kan man, ligemeget om man er begynder eller øvede, prøve sine kræfter af med wakeboard eller vandski. Kabelparken, der er den tredje af sin slags i Danmark, blev grundlagt i 2012, og har været en succes lige siden.


Er man glad for at være på vandet, men ønsker et lidt andet tempo, så er en tur med GoBoat et glimrende alternativ. Her kan man udforske havneområdet og opleve Aalborg fra vandsiden, imens man nyder en lille picnic, for der er borde i de små el-drevne både, som er bæredygtige, og hvis motor bliver opladet af solceller.


Tips til dit hotelophold i Aalborg

Ud at spise

Aalborg har endnu ingen Michellin Stjerne restaurant, men mon ikke det bare er et spørgsmål om tid, idet der er international anerkendelse at finde i den nordiske spiseguide The White Guide, og blikkene er rettet mod restauranterne i Aalborg.


Aalborg går for at være Nordjyllands fødekammer, måske endda hele Danmarks, så det er bestemt ikke råvarerne, der mangler, for at kunne præstere på det gastronomiske felt. Her er da også restauranter af enhver slags og for enhver smag, både i byen og langs havnefronten. Og går man bare efter et let måltid, så har Aalborg et rigt udbud af caféer og kaffebarer.


Aalborg er også snapsens by, så måske man også bare er til en sildemad og en snaps!


Skal natten også tages i brug, så er det i Aalborg, man finder Jomfru Ane Gade. Gaden, som nok er Skandinaviens største festgade, og som er fyldt med diskoteker, barer og mere klassiske pubber.


Shopping i Aalborg

Skal turen også bruges på lidt shopping, så er der et alsidigt udbud i Aalborg. Byen har to hovedstrøg, Bispensgade og Algade, som skærer sig næsten parallelt igennem byen. De to gågader byder på masser af shopping, men husk også at dreje ned af de små sidegader, hvor man finder flere små og spændende specialbutikker, mange drevet af unge designere og kunsthåndværkere.


I stormagasinet Salling, også beliggende i centrum, er der mulighed for at finde noget for alle målgrupper og enhver smag, under samme tag.


Transport

Man kan både komme til Aalborg med fly, tog, bus eller naturligvis bil. Vælger man at komme dertil med fly, så ligger lufthavnen blot 15 minutters kørsel fra Aalborg centrum.


Når man først er landet i Aalborg, så er det en by, der er nem at komme omkring i. Her findes både bybusser og metrobusser, og alle kører ud fra Aalborg Station. Aalborg er heller ikke større, end at en cykel er en fantastisk måde at udforske byen på, og også en by, hvor man vil være i gåafstand til det meste.